torsdag den 18. september 2014

lidt løst og fast og nyt fra forældremødet i går

I skulle alle gerne have fået årsplanerne fra gruppen nu (engelsk kommer lidt senere). De er sendt ud på mail. Hvis I har skiftet mailadresse, så skynd jer som vanligt at kontakte kontoret.

Vi havde forældremøde/årsplanfremlæggelse i går, og det var fedt, at I var så mange. Keld Kristensen var der også og "lege" med os, og gode (og alvorlige) pointer og råd var der mange af. Håber jer, der ikke kunne deltage, får lidt at vide af de andre.

Vi snakkede bl.a. om blogger, som jeg forventer, at I er inde på omtrent hver anden dag (forsiden - her - er mest til jer forældre).
Nogle nævnte, at blogger kan være træls at finde rundt i med mobilen - i dag har jeg lært, at man kan downloade en app, som gør det lettere at overskue siden og endda vist giver besked, når der er nyt på bloggen. Smart.
Til gengæld undersøgte jeg sidste år jeres ønske om at få en mail eller anden form for notifikation, når der er nye indlæg. Det kan man desværre ikke indstille blogger til, har jeg ladet mig fortælle.

Vi kommer til at mangle en rengøringsansvarlig i gruppen, når Lise (Almas mor) rejser til Brønshøj d. 1/11. Meld gerne tilbage til mig, hvis der er en, der tænker "jaaaa, den tager jeg" eller i det mindst "okay da".

I skal fra i år kontakte fritteren om morgenen, hvis I melder jeres barn syg. Jeg skal dog have besked (af jer) på sms eller med en seddel, hvis eleverne skal noget i undervisningstiden (tandlæge osv.). Skulle I ønske at kontakte mig af andre grunde, så har jeg bestemt, at jeg har "træffetid" onsdag og torsdag imellem 14.00 og 17.00. Det er to lange tidsrum, men til gengæld vil jeg ikke love, at jeg tager telefonen. Læg i så tilfælde en besked, og jeg vender tilbage hurtigst muligt. Skulle der være noget, der overhovedet ikke kan vente (og det er der engang imellem), så er I selvfølgelig stadig velkomne (og hvis det er vigtigt for barnets skoledag endda forpligtede) til at henvende jer på andre tidspunkter.

Rettelser til arrangementer i årsplanen er følgende: Fastelavn er d. 19/2 - og der er intet skolebal (medmindre nogle af jer forældre fra de forskellige klasser tager initiativet). Datoerne for skole-/hjemsamtaler i 2015 holder, men der kommer en dag til på, da vi holder dem over 3 dage. Både den nye dag og tiderne bliver meldt ud senere - her på bloggen.

Har jeres barn en tablet, kan man downloade danskbogen "Fandango 6". Det gøre ved først at downloade app'en "dige.læremidler" (her kan børnene få udgang til alle de ting, skolen abonerer på på nettet) - finde fandango 6 og her trykke på knappen "hent bogen". Det ville være en stor hjælp i skolen, hvis alle ikke skal på nettet på én gang, så rigtig rart, hvis I får bogen hentet ned.

Som I kan se, er jeg begyndt at skrive børnenes navne, når de er mange, der ikke har lavet lektier, og når det er for tit. Det, besluttede I sidste år, var ok. Husk at følg op på det!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar