Først må jeg beklage, at der endnu engang ikke er et indlæg fra Rubin i fredagsbrevet. De sidste to gange har det ikke været ungernes fejl, men denne gang er tre piger sat på opgaven uden, at jeg har modtaget noget :( Jeg synes ellers, at det er en fin idé, at ungerne på skift beskriver, hvad der er sket i skolen, og det ser ud til at lykkedes fint for andre grupper. Det må vi prøve at rette op på!
Som varslet i årsplanen, har vi forældremøde på onsdag d. 6/5. Jeg har skrevet, at vi starter kl. 18.00, men det vil jeg rigtig gerne ændre til kl. 16.00 for at undgå for meget aftenarbejde. Efter lejren holder vi nemlig som vanligt et hyggearrangement med tak for i år, historier fra lejren og, hvis alt går vel, filmpremiere. Dato og tidspunkt melder jeg ud på bloggen, når jeg ved lidt mere om, hvornår filmene kan være færdige.
Forældremødet tager højest en times tid, regner jeg med. Jeg vil fortælle lidt om lejren, og I skal beslutte et lommepengebeløb til børnene. Derudover vil jeg spørge, om I vil betale 200 kr. til jeres barn for indgang og turpas i Tivoli. Det har vi desværre ikke råd til i lejrbudgettet, men er et stort ønske hos ungerne. Hvis I beslutter, at det er en god idé, tager vi derind onsdag aften.
Håber det kan lade sig gøre for jer at komme tidligere end planlagt onsdag, hvor vi mødes i Rubin.
Rigtig god forlænget weekend til alle jer i og omkring gruppen :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar