Så bliver det det sidste fraværende fredagsbrev fra Rubin fra min side. Istedet vil jeg lige skrive her - for sidste gang som gruppelærer.
Det har været en skøn sidste uge med booktrailere, lillevennehygge, Sushygge og en lidt rørende sidste skoledag i dag.
Vi startede dagen i dag i den nye klasse, og jeg sagde lidt til hver eneste elev - afbrudt af deres nye klasselærer, der kunne afsløre lidt om nye elever og rejseplaner for næste år, og Palle, der lige ville sige velkommen til OverBygningen - og frittertjans :) Efter karamelkast og vandplask var vi i salen for at sige farvel til især Guld - og mange tårer fløj gennem luften. Til sidst ryttede vi op, og jeg fik et farvelkram af de fleste Rubiner. (Undtaget var Marius, der var forsvundet fra rengøring (og nu 2 gange har glemt sin stil, som så stadig er i min taske) og Johan, der ellers havde fået nej til at tage en tidlig bus, selvom han var meget bekymret for sine nyerhvervede ællinger... puha drenge. Skideballen må I så starte næste skoleår med...)
Til alle jer Rubinforældre vil jeg sige stor tak for opbakning, samtaler, åben kommunikation, søde og oftest rosende ord, gavekurv, støtte helt generelt - og ikke mindst lån af jeres fantastiske børn i 3 år. Det var med en kæmpeklump i hals og hjerte, at jeg i dag krammede og sagde farvel og på gensyn til dem alle!
Rubin er en af de skønneste børnegrupper, jeg nogensinde har oplevet i mine ti år på NDF - og det tog mig ikke mange år som lærer at finde ud af, at en gruppe kun fungerer, hvis hjernerne bag (altså jer) også fungerer som gruppe. Rubins åbenhed, tillid og rummelighed kommer i høj grad fra jer. Så tak for, at I er, som I er kære forældre - og bliv ved med det!
Jeg glæder mig til at snakke engelsk med de små Rubinklumper (I er de store) næste år, så når de ikke lige er igang med sommerbog nr. ? her i ferien, så lad dem endelig snakke engelsk med verden omkring dem, hvor I nu kommer frem. Pas på jer selv og hinanden i ferien - og hav det rigtig dejligt. Tak for denne gang - og på gensyn næste år i nye roller.
Kæmpeknus fra Jakob :)







Ingen kommentarer:
Send en kommentar